Nærhed til de små - faglighed til de store
Så kom skolestrukturanalysen, og inden andre end (de mindst travle) politikere havde fået nærlæst rapporten, forsøgte den røde blok med deres "Alle skoler sikres og udvikles" at stoppe debatten inden den var kommet i gang.
I første omgang blev de belønnet med nogle positive overskrifter i stil med "Skolerne i Randers er reddet", idet de henviste til konstitueringsaftalen, hvoraf det fremgår, at der ikke må nedlægges skoler i denne valgperiode. Hadsundsvejens skole skal sættes i stand - der smutter nok 30 mio. kr. på den konto.
For at de kan optræde som heltene, må der naturligvis også være nogle skurke. Derfor en livlig retorik, der forsøger at give det indtryk, at Venstre vil lukke skoler. Sådan er politik når det er værst - skyd modstanderen noget i skoene, og når han så forsvarer sig, må der jo være noget om snakken. Det er der ikke - vi vil ikke lukke skoler, men omvendt garanterer vi ej heller skolernes overlevelse til evig tid.
Jeg savner noget om hvordan skolerne skal udvikles. Vi har ikke den færdige opskrift i Venstre. Baseret på input fra rækken af diskussionsmøder er vi enige om at stræbe efter "Nærhed til de små og faglighed til de store". At finde den bedste vej til at opnå dette kræver, at skolebestyrelser, forældre, lærerere og alle andre med interesse for skolen involveres.
Det vil Venstre men det tør borgmester Jensen Nyhuus åbenbart ikke.
Etiketter: Skolestruktur